Enrico Caruso - kunstneren og mennesket

"Bedst som folk troede, han var kommet til højdepunktet, fortsatte han bare og gjorde stemmen endnu bredere". Et vidne til Caruso's sangkunst på Metropolitan Operaen.

En anden af datidens store tenorer, irske John McCormack (se også under links), mødte en dag tilfældigt Caruso på gaden i Boston og spurgte: "Hvordan har verdens største tenor det?" 

Caruso svarede: "Siden hvornår er du da, John, gået hen og blevet baritonsanger?"  - Caruso og McCormack havde efter sigende stor beundring for hinanden.

McCormack skrev senere i sine memoirer om den første gang han hørte Caruso's stemme i Covent Garden i 1904: "Her 30 år efter hører jeg stadigvæk den stemme i mine ører. Den var som ingen anden stemme i verden. Den vil aldrig blive glemt."

"Efter hans død fandt vi en liste over omkring 120 mennesker, som Enrico - udover familiemedlemmerne - støttede finansielt. Folk han blot havde mødt og syntes, de skulle have et bedre liv. Ingen vidste noget om disse bidrag - ikke engang hans sekretær." - uddrag af Dorothy Caruso's bog "Enrico Caruso - His Life and Death."

STEMMEN

Hvorfor fik Caruso succes? Hans eget svar: "En stor brystkasse, en stor mund, 90 procent hukommelse, 10 procent intelligens, en masse hårdt arbejde og noget i hjertet."

Dr. William Lloyd, Caruso's læge i London, beretter, at både afstanden fra fortænderne til stemmebåndene og selve stemmebåndene var længere hos Caruso end hos andre tenorer.

Han havde også en enorm lungekapacitet, nok til at holde en tone i 40 sekunder eller mere. Dr. Lloyd skriver endvidere, at Caruso kunne skubbe et klaver flere centimeter henover et tæppe, når han udvidede brystkassen ved dyb vejrtrækning.

Caruso's store aktiv var efter min mening evnen til fuldt ud at identificere sig med en rolle og synge som den pågældende person - med alle de følelser, som var forbundet med vedkommende og situationen.

Sopranen Geraldine Farrar skriver i sin biografi, at hun glemte at synge den første gang hun stod på scenen sammen med Caruso, fordi hun blev så bevæget over skønheden i Caruso's sang, at hun brød ud i tårer.

Og hans kone fortæller, at hun har set ham falde om på scenen af bevægelse og i pausen mellem akter stå og stortude i 5 minutter.

Han udtalte selv, at han var blevet en bedre sanger af smertefulde oplevelser i sit liv. For hvis man ikke selv havde oplevet smerte, hvordan kunne man da synge om det.

KARIKTATURISTEN

Caruso elskede at karikere.

SKUESPILLEREN

Caruso spiller her to roller i "The Cousin" fra 1918: den rige sanger og den fattige italienske fætter.

Her er en anden kort filmsekvens (Windows Media Player format): klik for at se/downloade.

PERSONLIGHED

Her er nogle af Enrico Caruso's karaktertræk, som Dorothy Caruso fremhæver i sin bog "Enrico Caruso: His Life and Death": 

• Karismatisk udstråling. Når han talte med folk, gav han dem sin fulde opmærksomhed.
  Han prøvede at undgå selskaber, men når han ikke kunne undgå det, var han uundgåeligt midtpunktet, som ved sin blotte tilstedeværelse og smittende humor løftede stemningen.
• Gavmild. Forærede spontant folk gaver. Næsten dagligt dag modtog han breve fra folk, som i (tilsyneladende) nød bad om penge. Åbenbart gav han dem aldrig afslag. Hans kone spurgte ham, om han var sikker på, at alle disse mennesker led nød, hvortil han svarede: "Nej, men hvordan ved jeg, hvem der gør og hvem ikke?"
• Ikke dømmende. Caruso undgik altid at kritisere andre sangere. Hvis han havde sunget duet med anden sanger eller sangerinde og blev spurgt, hvad han syntes om den anden, svarede han: "Det ved jeg ikke - jeg hørte det ikke." Når han optrådte, var han så opslugt, at han ikke engang hørte sin egen stemme.
• Perfektionist og ordensmenneske. Frimærker, avisudklip og andre ting, han samlede på, blev ordnet i mindste - næsten overdreven detalje.
• Ærlighed. Da han engang som tilskuer var til stede ved en velgørenhedskoncert for Røde Kors i Operahuset i Manhattan, blev han "opdaget" og opfordret til at synge. Under pres fra de tusinder af tilstedeværende, kunne han ikke sige nej, selvom hans kontrakt med Metropolitan Operaen forbød ham at synge i andre operahuse. Efter koncerten kørte han sin kone hjem til hotellet og tog derefter direkte over til Metropolitan Operaen og fortalte sin chef, at han havde brudt kontrakten - og blev selvfølgelig tilgivet.
• Næsten sygeligt renlig. Han tog bad og skiftede tøj flere gange om dagen.
• Hidsigt temperament. Hans syditalienske herkomst fornægtede sig ikke. Fortrød i reglen angerfuldt sine vredesudbrud bagefter.

ANEKDOTER

Det er lidt svært at udvælge anekdoter om Caruso; for mange af dem. Se under Download - adskillige i bøgerne skrevet af hans kone. Her er en, som viser Caruso's respekt for sit publikum.

Scenen er Berlin før Første Verdenkrig og Martino, Caruso's kammertjener (som ordensmennesket Caruso i øvrigt spontant ansatte, fordi "han [som drager] bar mine kufferter med stor omhu"), fortæller historien (frit oversat fra Dorothy Caruso's bog "Wings of Song"):

"Hvilken menneskemængde der var den aften! Studenterne havde købt ståpladser for at høre Caruso synge. Da operahuset var fuldt, stod der stadigvæk tusindvis af mennesker tilbage i gaderne og blokerede for al trafik. 

Mens Caruso sang, blev der afleveret en kæmpemæssig hesteskoformet blomsterdekoration, som næsten fyldte hele garderoben, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg hellere måtte flytte den ud på gangen, hvor der allerede var en masse andre buketter.

Mens jeg var ved at flytte den, kom Caruso ud fra scenen, udmattet og i stærk sindsbevægelse som altid efter en optræden, og han stoppede op for at læse det vedlagte kort. Der stod:
"Til den største sanger. Fra studenterne."

"Lad den stå", sagde han og begyndte at klæde sig om. For at hjælpe ham med omklædningen, var jeg nødt til at manøvrere rundt om dette bjerg af blomster. I det øjeblik kom en herre ind i garderoben, kigge på kortet og sagde: "Bare en skam, at studenterne ikke hørte Dem synge." Caruso lagde cigaretten fra sig og spurgte: "Hvorfor ikke? Sang jeg ikke højt nok?" - "Jo, men der var ikke plads til dem indenfor", svarede han.

Caruso's garderobe vendte ud mod gaden, og der kom så meget larm derude fra, at jeg gik hen for at lukke vinduet. Caruso spurgte: "Martino, hvad er det for en larm?" Der var en summen af stemmer og jeg hørte folk råbe. Jeg åbnede vinduet igen for at kigge ud og så, at gaden var fyldt med studenter. "Det er studenterne", sagde jeg, "jeg tror, de venter på, at du kommer ud." 

Caruso kigger på den enorme blomsterdekoration og går over til det åbne vindue. Så snart studenterne ser ham, råber og skriger de og kaster deres huer op i luften. Sikke en tilkendegivelse og hvilken frygtelig larm! Caruso løfter hånden og begynder at synge arien fra Marta [hør den her].

Larmen forstummer helt - der kommer ikke en lyd fra menneskemængden. Men da han er færdig med at synge, bryder helvede løs. De råber og skriger, brøler som løver - en uudholdelig larm.

Da Caruso senere kommer ud og stiger op i hestevognen, spænder studenterne hestene fra, tager selv seletøjet på og trækker vogn og Caruso hen til hotellet !"

ENDNU EN ANEKDOTE

"Grammofonkoncert" i Heaton Park september 1909 i Manchester.

40.000 mennesker troppede op for at høre grammofonplader med Caruso.

En lidt anden verden end i dag !

Hvis man stillede sit stereoanlæg op i Fælledparken og begyndte at afspille sine yndlings-cd'er, ville lytterskaren nok begrænse sig til et par nysgerrige.

CITATER

Arturo Toscanini i 1898
"Hvis denne napolitaner bliver ved med at synge sådan, vil hele verden blive tvunget til at lytte til ham."

Beniamino Gigli
"Jeg gad vide, hvad der var blevet af mig, hvis jeg - som han - var blevet født i et slumkvarter; jeg havde ikke hans personlighed, som skabte liv og varme overalt, hvor han viste sig."

Caruso om kilden til sin succes
"En stor brystkasse, en stor mund, 90 procent hukommelse, 10 procent intelligens, en masse hårdt arbejde og noget i hjertet."

Caruso om Nellie Melba
Ikke et citat med en handling. Den australske sopran Nellie Melba var berygtet for sin hensynsløshed og kulde over for sine kollegaer. Da Caruso og Melba engang optrådte sammen i La Bohème, lagde Caruso i spøg en varm pølse, som han havde gemt i lommen, ned i hendes hånd, mens han begyndte at synge "Che gelida manina, se la lasci riscaldar."("Hvilken kold lille hånd, lad mig varme den"). Hun havde altid anset Caruso for simpel og ukultiveret, så dette gjorde det nok ikke bedre...

Caruso om sin empati
"Jeg har lidt meget i mit liv. Det er det de [publikum] føler når jeg synger, det er derfor de græder. Mennesker, der ikke har følt smerte, kan ikke synge."

Caruso om sin sanglærer
"Det var ham [Guglielmo Vergine], som igen og igen indprentede mig nødvendigheden af at synge som naturen havde ville det, og jeg husker, at han hele tiden advarede mig imod at lade publikum vide, at jeg arbejdede. Så jeg gik langsomt til værks. Jeg forcerede aldrig stemmen."

Caruso om sit engagement
"Jeg ved, at jeg kun skal synge et vist antal gange. Så jeg tænker ved mig selv, "I dag vil jeg holde min stemme tilbage. Jeg vil spare den en smule og det vil så betyde, at jeg vil kunne synge et par gange mere. Men når jeg står foran publikum og hører musikken, kan jeg ikke holde mig tilbage. Jeg giver det bedste, der er i mig - jeg giver alt."

Caruso om vandmeloner ...
"Vandmelon - det er en dejlig frugt. Man spiser, man drikker - og vasker ansigtet."

Dr. P. Mario Marafioti i bogen "Caruso's Method of Voice Production"
"Caruso var den fødte sanger, den perfekte, gudbenådede sanger. Han fulgte sit hjerte i stedet for tekniske retningslinier - kun hans følelser dikterede hans sangkunst. Alt ved ham var instinktivt og intuitivt."

Geraldine Farrar
“Der er to sangere, som du skal se bort fra, den ene er Enrico Caruso, den anden er Rosa Ponselle. Derefter må du godt begynde at diskutere de andre!”

Giacomo Puccini da Caruso aflægge prøve for La Bohéme
"Hvem har sendt dig til mig? Var det Gud selv?"

Giovanni Martinelli om Caruso
Ved et selskab blev en lidt for velklædt, fremfusende dame ved med højlydt at stille spørgsmål til Giovanni Martinelli for at tiltrække sig opmærksomhed. Til sidst sagde hun: "Hr. Martinelli, sig os nu sandheden - Caruso var aldrig så god, som pressen gjorde ham til, er det ikke rigtigt?" Martinelli vendte sig om og gjorde front mod sin plageånd. "Frue," sagde han med accent, men på absolut korrekt engelsk, "Læg Gigli, Lauri-Volpi og mig sammen - lav én tenor af os - og vi ville ikke være værdige til at kysse Caruso's sko." "Besvarer det spørgsmålet?"

Guglielmo Vergine om Caruso's stemme i 1892
"Du kan ikke synge. Du har overhovedet ikke nogen stemme. Den lyder som vinden, der blæser gennem vinduet." - "Den er ligesom guld på bunden af Tiberen - ikke værd at grave efter."

John McCormack om Caruso's stemme
"36 år senere hører jeg stadivæk denne stemme i mine ører, erindringen om den vil aldrig dø."

Richard Strauss efter at have hørt Caruso synge første gang
"Han synger melodiens sjæl!"

Tullio Serafin
“Jeg har mødt tre mirakler - Enrico Caruso, Tita Ruffo og Rosa Ponselle.”